Hvor går grænsen?

Rækken af reality shows er lang, men jeg er næppe den rette til at udtale mig om dem, da jeg stod af efter de første tre sæsoner af Robinson. Da jeg hverken har set Big Brother, Paradise Hotel eller seneste skud på stammen, Fristet, vil mange nok argumentere for, at jeg ikke bør udtale mig, da jeg ikke ved, hvad jeg taler om. Fair nok. På den anden side, så handler det jo om et bevidst fravalg, da jeg ikke finder konceptet særligt tiltalende. Imidlertid er man også nødt til at forholde sig til, at det er et faktum, at det ene reality show efter det andet, kan trække høje seertal. Det fortæller ikke så lidt om det samfund, vi er en del af. Jeg synes, det er en skræmmende udvikling og skræmmende, at den slags programmer i den grad trækker seere. Hvad er det i vores liv, der gør det fedt at se andre udstille sig selv, lide, overskride grænser etc. Føler vi os bedre, når andre er mere fucked en os selv, eller hvad handler det om? Uanset er der i hvert fald et eller andet på spil her, og jeg mener godt, men kan tale om en samfundstendens. Og det spejles da også i litteraturen. Et eksempel er den populære serie Hunger Games af Zusanne Collins. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke har fået læst bøgerne. Men som et forsigtigt plaster på såret, så jeg i aftes filmatiseringen sammen med mine børn. Og jeg blev positivt overrasket. Det er en rigtig god film og jeg tænker, at jeg nok hellere må hoppe med strømmen og få læst bøgerne. I Hunger Games er det hele selvfølgelig sat på spidsen, vi slår trods alt ikke mennesker ihjel i de eksisterende reality shows, men vi må også bare konstatere, at grænser hele tiden rykkes. I TV 3’s nye Fristet, må en kalv og et par hundehvalpe lade livet. Det kan godt være, at det hedder sig, at man vil undersøge den menneskelige psyke og se, hvor langt folk vil gå for et par håndører, men det er da totalt smagløst og skræmmende, at vi er kommet dertil. Lise Bidstrup blev inspireret af et kinesisk reality show, hvor en 90-årige dame, ville kunne sikre sig selv og familien velstand, hvis “bare” hun kunne sjippe 100 gange. Det kunne hun selvfølgelig ikke og skal nu bære på sine gamle skuldre, at hun ikke formåede at redde sin familie. I Lise Bidstrups Spillets by er det børn, der kommer til at bære det tunge læs og vide sig skyldige i familiens evt. undergang. Fælles for Hunger Games og Spillets by er, at omdrejningspunktet er et reality show og magthavere, der udnytter en allerede undertrykt befolkning. Og fælles er det også, at begge forfattere nok kan siges kritiske over for de mange reality show og den tendens de er et billede på, når det er sagt er forskellene også mange og jeg tænker, at hvis man har nydt Hunger Games og har mod på mere, så er Spillets by et rigtig godt bud. God læselyst!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s