Tager moderne børnelitteratur modet fra børnene…..

I lørdags (5. maj 2012) havde Politikens kronikredaktør, Christoffer Emil Bruun, et eaasy med overskriften “Det er jo slet ikke nogen myg” i Politikens bogtillæg, Bøger. Christoffer Emil Bruun har i sit essay nogle rigtig fine refleksioner om, hvad det er børnelitteraturen kan ud over at underholde. Han fortæller bl.a., hvordan han forbinder Mio min Mio af Astrid Lindgren med sine forældres skilsmisse, da moderen efterfølgende og grændende læste den for ham. Det fik mig til at tænke på, da jeg selv blev skilt og da vi skulle vi fortælle det til vores børn, og hvor min datter spurgte, om vi ikke godt kunne læse en sjov bog, hvorefter hun valgte Ole Lund Kirkegaards Gummi-Tarzan, som jo er sjov, men også dybt tragisk. Jeg har siden tænkt på, at det var så fint et valg, et valg, der på mange måder gav udtryk for hendes følelser og behov for at rykke fokus. At jeg vælger at reagere på Christoffer Emil Bruuns essay skyldes, at jeg synes, kæden hopper af for ham, når han begynder at tale om nyere børnelitteratur, som han synes, er for mørk og trist og som han mener, tager håbet fra børnene. Han trækker Løgstrups gamle pointe frem om, at der skal være et lys for enden af tunlen. Jeg er for så vidt enig med Løgstrup og altså også Christoffer Emil Bruun i, at vi ikke må fjerne håbet for børnene, men jeg mener samtidigt også, at litteraturen gerne må udfordre sin læser. At den gerne må spejle virkeligheden, hvor lykkelige slutninger langt fra altid forekommer. Jeg synes, det er vigtigt, at børnelitteraturen repræsenterer en brede og mangfoldighed, og at det ikke kan være sjov og ballade alt sammen. Der er rigtig mange nye børnebøger, som behandler voldsomme emner, der er mange bøger, som det gør ondt i sjælen at læse, men virkeligheden viser sig gang på gang at være langt værre. Hermed ikke sagt, at litteraturen ikke må være sjov, når nu virkeligheden er barsk. Min pointe er derimod, at det er skønt, at der både skrives sjove og alvorlige bøger og at begge har deres berettigelse i det børnelitterære landskab. Men mest af alt undrer det mig, at det netop er Kim Fupz Aakson, som Christoffer Emil Bruun hiver frem som eksemplet på en forfatter, der skriver litteratur, der tager modet for børn. Kim Fupz Aakeson er om nogen, børnenes mand. Han formår at skrive sjove bøger, hvor der både er noget til barnet og til den voksne, uden at det er på bekostning af barnet. Det er rigtig nok, at Fupz Aakesom anvender ironi, men jeg mener bestemt, at han gør det på en måde, så også barnet forstår det. Der er altid en morale og en pointe i Fupz Aakesons bøger og han har en skøn evne til at være de lidt skæve og anderledes fortaler. Og når vi nu kikker på børnelitteraturen, må vi ikke glemme, at vi læser litteraturen med udgangspunkt i den erfaringsverden, der nu en gang er vores, så vi voksne læser ofte noget helt andet ind i bøgerne, end børnene gør. Og hvad der er endnu mere vigtigt, børn er ikke en ensartet, homogen gruppe, alle børnebøger er ikke til alle børn. Der er bøger, som man kan læse for tidligt, der er bøger, som måske kun henvneder sig til en lille gruppe børn etc. Der er jo også stor forskel på, hvad vi som voksne holder af at læse.  

Advertisements

One thought on “Tager moderne børnelitteratur modet fra børnene…..

  1. Pingback: Børn er jo ikke idioter | Anette Østers Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s