Tyve – ingen adgang, jeg bider!

Kort før jul var der indbrud hos underboen. Kl. 19 om aftenen, et tidspunkt, hvor man må gå ud fra, at de fleste er hjemme, men ingen havde hørt noget. Selv var underboen bare lige ude for at købe vaskemiddel og altså væk hjemmefra i mindre end 20 minutter. Og i går var den så gal igen. Denne gang i opgangen ved siden af. Om formiddagen har en eller flere smadret døren og brudt ind. Jeg er normalt ikke bekymret anlagt, men jeg synes, det skaber en utryg stemning. Selv om jeg prøver at overbevise mine børn og mig selv om, at det jo blot er døde ting. At det ikke er os, de er interesseret i, men de af vores ejendele, de tror, de kan sælge, er det ubehageligt. Tanken om at komme hjem til en lejlighed, der har haft uønskede gæster, er ikke så behagelig og slet ikke, hvis den, der kommer først hjem, er min 13-årige søn. Vi fik en god snak i går, men jeg er jo også nødt til at tale med ham om, hvad han skal gøre, hvis han en dag kommer hjem og der har været indbrud. Jeg synes, det er en svær balance. Jeg er nødt til at være ærlig og realistisk, men vil jo heller ikke skabe unødig utryghed og evt. frygt. Han skal jo ikke have det dårligt med at komme hjem til en tom lejlighed og efterfølgende at være alene i nogle timer. Men der er jo en risiko for, at det sker. Tyvene kan jo ikke vide, at det ikke er risikoen værd – med mindre man er utrolig glad for bøger – at bryde ind hos os. Ud over mange bøger, er der ikke rigtig noget af værdi hos os, men det er vores hjem og vi er glade for det og vil så nødigt have den slags uventede besøg.